Immeln 2023

Efterårstur til søen Immeln i Skåne/Blekinge i det sydlige Sverige. Som sædvanlig med camper og kano på taget.

Afgang torsdag aften og ankomst ved 23-tiden til Brotorpet p-plads. Sov selvfølgelig i campern.

Brotorpet

Fredag morgenmad i bilen, grød og kaffe. Så en kort tur til en lille unavngiven ø ud for Träskoviken. Kraftig og tiltagende blæst så jeg bliver her. Immeln er en stor sø, så jeg vil ikke ud på det åbne i 10ms med vindstød til 20ms.

Udsigt til uvejr

Fin lejr og ok med brænde.

Blåbær

Dejligt lejrbål og god tid til læsning og hvile.

Efter en stormfuld nat er vinden løjet af.

Lørdagen starter med grød og kaffe.

Jeg padler syd over, vælger at krydse Immeln i nordenden så jeg kommer over i læ på vestsiden. Fiskelykken lader vente på sig, så frokost er trailmix, saftevand og kaffe. Med dejlig udsigt.

Sillebrånsöarna, den sydlige, udsigt mod Skärsnäs.

Jeg har set et fiskeørne-par som cirkler over søen, ravn som kalder hæst på sin makker. Gråænder, måger og mængder af spurve der flyver mellem øerne.

Jeg slår mig ned på endnu en unavngiven ø. En lille knold på 100×100 meter vest for N Björkö. Øen er selvfølgelig støvsuget for brænde, men jeg har lidt med fra Brotorpet for en sikkerheds skyld.

Lejren er klar.

Det er skyfrit til aften og stjernerne myldrer frem. En kold brise gør det dejligt nødvendigt med bål. Aftensmad bliver en færdigret fra real turmat med laks og pasta. Helt fin. Nattetemperaturen kommer ned omkring de 4 grader så på med det uldne undertøj i soveposen.

Kold nat, men en flaske med varmt vand i fodenden af soveposen gør underværker.

Sov længe og først afsted ved 11-tiden. Stadig vind fra vestlig retning. Skyfri himmel og solskin, men vinden er kold. Holder mig på vestsiden så der er læ.

Kaffepause og trailmix på den nordlige sillebrånsö.

Kaffepause

Fisker på vej over til østsiden, men ingen napper.

Når Brotorpet 14.30 og har pakket og sat kanoen på taget kl 15. Hjem over broen, med et lille stop i ica i Arkelstorp. Hjemme 18..10.


Udgivet

i

, , ,

af

Tags: