Vinterferie til Pasvik 2019

En kort vinterferie på fjeldski og med pulk. Sammen med Helene og Juha fra Kirkenes.

Jeg har taget fly til Kirkenes og Helene låner mig gæstfrit et værelse. Sammen med Juha, som er finsk, tager vi bilen ned igennem Pasvik dalen og starter på ski og med pulk op på fjeldet. Efter nogle kilometer vælger Helene og Juha en rute ind gennem terrænet udenfor snescooter sporene. Fantastisk landskab, men hårdt at gå med ski i den løse sne.

Efter en strålende dag hvor det selvfølgelig mest er gået opad, tramper Helene en plads i sneen med skiene og vi slår telt op. Der bliver kogt vand til den frysetørrede mad og kaffen. Det er ca. minus 24-25 grader, men Helene er meget erfaren i vinter friluftsliv, så alt fungerer fint. Vi sover alle tre i tunnelteltet, trætte efter dagens timer i sneen.

Næste dag pakker vi sammen og går videre ind over mod en hytte. Terrænet er nu med milde bakker og helt flade frosne søer.

Næsten fremme ved hytten falder jeg igennem noget sne hvor der er undervand fra en kilde til en bæk. Der er godt sumpet og det tager lidt tid at få kæmpet mig op igen. Juha hjælper ved at gå tilbage efter min pulk, så jeg kan komme ind i hytten og få tændt op i brændeovnen og få varmen.

Vi overnatter i hytten med kraftig blæst, storm og sne ruskende udenfor – dejligt at være inde. Om morgenen laver jeg pandekager og bacon.

Der er vejrskift og Helene beslutter at vi går tilbage samme vej vi kom. Det er nu tæt på nul grader og småregner!

Vi får dog tid til at lige lave et kaffebål og riste et par pølser.

Tak for turen Helene og Juha!


Udgivet

i

, ,

af

Tags: