Femund 2018 dagbog

Her er den redigerende udgave af dagbogen fra 2018 fra min tur til Femund.

Fredag-lørdag 10-11.8.18

Pakning og lapning af Ally-kano. Bruger sandblæsningstape til at lappe de sidste skrammer på kølen.

Søndag 12.8.18

Køretur var ok, men måtte holde ind og tage en lur 3 gange for en sikkerheds skyld.

Bilen parkeret hos de flinke folk på Femund Canoe Camping for 600,-

Ally kanoen samlet fint, men lapningerne holder dårligt. Første lille tur fin og fin lejrplads. Her er totalt bålforbud.

Mandag 13.8.18

God grød med masser af blåbær her til morgen. Masser af rensdyr og Milton er meget nysgerrig – godt han har snor på – her er ‘båndtvang’ som det kaldes.

Kraftig blæst så det bliver sen afgang og kort tur på 5 km. Vi slå lejr på en lille ø jeg kan overskue og så får Milton lov at være løs. Han kommer til skade med den ene bagpote og bløder voldsomt. Dyrlægens førstehjælpspakke virker, så nu løber han rundt med en blå gummisok på.

Pasta med ost færdigret og kaffe. kiks og vingummi. Jeg har glemt sukkeret så kan ikke lave rårørte tyttebær!

Tirsdag 14.8.18

Vågner 09.30 efter en kold nat hvor Milton og jeg har ligget i ske. Han har lånt min uldtrøj, selvom han havde sin fleece vest på.

Nætterne er en anelse koldere end jeg havde forventet. Måske er det vinden og nærheden til søen. Officiel nattetemperatur er +3 og soveposen går til 0, men virker kold alligevel.

Medvind i dag og god fart. Fin lejr ved 17-tiden som sædvanlig. Søbredden her på Femund er fin, men der er ikke så mange små øer vi kan bruge. I hvert fald ikke her på strækningen Sorken-Elgå.

Pasta med spinat færdigret, kaffe og vingummi. Mens pastaen koger prøver jeg fiskelykken og vupti – gedde i andet kast! Hurtigt filletteret og stegt. Milton fik osse en bid og var glad.

Da jeg ikke laver bål og bruger gassen både til morgengrøden og aftensmaden så svinder det hurtigere end jeg havde planlagt. Det bliver bedre når jeg går over til pulver kartoffelmos efter færdigretterne er brugt op. Så skal vandet blot op at koge og blandes i pulveret.

Meget stille aften – jeg hører mit eget hjerteslag bruse i ørerne.

Onsdag 15.8.18

Solen lyser over bakkekammen da jeg står op 08.30.

Grød og kaffe. Forsøger med kortere kogetid og så lade grøden hvile indpakket i trøje. Ikke helt nok…

Vinden tager lidt til, hvide skumtoppe, men god retning.

Jeg har lavet en særlig kanosaddel ud af sammenlignede knæpuder fra byggemarkedet. Den hjælper på siddestillingen i kanoen og aflaster hoften. Dog er der stadig en omstilling hvor jeg er nødt til at tage et par smertestillende ind i mellem.

Kraftig blæst fra SSV skubber os godt af sted, men gør det svært at holde kurs og der skal arbejdes for at runde pynterne. Og der er mange pynter og vige her på Femund.

OK lejr, men opdagede lidt sent en rigtig ‘widowmaker’ gren hængende over den bedste teltplads! Så jeg måtte flytte teltet. Man sover ikke særlig godt når man ligger og spekulerer på om dette er natten hvor en stor vissen gren slipper træet og falder ned på det lille telt!

Vejrudsigten siger hård vind de næste par dage og kraftig regn om natten. Skal have det til at passe med besøg i naturpark center i Elgå og lidt små indkøb – gas og sukker. Og måske et ekstra tæppe til de kolde nætter…

Torsdag 16.8.18

Overbæring til den anden side af næsset! Op 06.15, færdig 09.15.

Slår lejr og ser vejret an.

Springer grøden over. Det blæser og tager til – vi skal ikke ud i dag. Det bliver en hviledag, med reparation af briller og syning af teltposens bund. Jeg går små ture med Milton. Regnen har gjort stenene sæbe-glatte.

Hører podcast og hygger, nyder udsigten og de hvide skumtoppe ude på søen.

Planen er at nå Elgå i morgen, købe ind og besøge naturpark centeret. Og så lidt videre nordpå. Derefter videre nordpå og op til Rogen området opstrøms via Røa elven. Tidligst søndag, men nok mandag.

Har fundet spiselig rørhat, men havde spist så lod den stå. Kartoffelmos med tørrede grøntsager og kød – OK!

Har opdaget at DNT hyttenøglen er væk, jeg har nok kommet til at efterlade den i bilen, øv øv.

Fredag 17.8.18

Voldsom nat med 10ms og kraftig regn. Teltet holdt dog fint og vi sov godt. Oppe og tisse kl 0500, vinden løjet af og bølgerne aftaget.

Afgang fra Brenthaugen ca 0930, inden om Tjønodden for at undgå bølgerne på næsset. Men havde ikke læst kortet godt nok og først i tredie forsøg kom vi godt i gennem. Kort overbæring på 20m.

Så til Elgå i medvind og små bølger. Her er mange små sommerhuse og folk der vinker. Vi vinker selvfølgelig tilbage.

Besøger Naturpark Centeret og ser den fine lille udstilling. Indkøb blev til en gasflaske som reserve: 85,- NOK! Til gengæld kaffe og vaffel på fjeldstuen. Milton trækker helt vildt, så far blev lidt muggen – til gengæld opfører han sig eksemplarisk overfor 2 unge husky’er som to piger ikke helt havde kræfter til at styre!

Afsted fra Elgå, men det har blæst op og jeg må nødlande på Hausodda. Bærer over på nordsiden af odden og afventer. Ved 19-tiden klarer det op og der kommer solskin. Vinden løjer af.

Padler 1 time mere i godt fart.

Kartoffelmos med bacon og tørrede grøntsager. Kaffe og chokolade.

Milton er brugt! Sover næsten med det samme under kanoen i lyngen. Og kravler i teltet med det samme det bliver slået op.

Lørdag 18.8.18

Op ca. 0700. Milton får morgenmad og vi går en lille tur til pynten. Jeg samler blåbær og koger grød. Der er kraftig blæst og bølger – det bliver en overligger dag.

Bliver i lejren, det regner kraftigt og blæser ca. 10ms.

Fandt et passende brædt og brugte det under kanosadlen. Fik osse lavet en nakkepude på den ene paddel, når den bliver brugt som bæreåg på tværs af kanoen.

Opklaring ved 18-tiden men stadig kraftig blæst.

Søndag 19.8.18

Op tidligt og grød. Hurtig pakning og afgang 0915. Fin fremdrift, men trimmet på kanoen var lidt svært. Lykkedes til sidst at finde en god balance og Milton var rigtig god til at gå frem og tilbage alt efter behov.

Vind går i vest og blæser op. Koster mange kræfter at holde kursen og slippe ud om odderne uden at blive mast ind mod kysten. Lav fart!

Efter 3×1 time med pauser er jeg helt færdig. Ender på Lille Kuneset (ko-næsset). Så alligevel et pænt stykke. Kom forbi et par små lafte-hytter, fine gamle bjælkehytter.

Fin lejrplads og vi går en runde for at sondere terrænet. Vinden går i nord/nordvest til aften og er kold.

Det lader til at al vind over 5ms giver problemer på Femund! Hvis jeg når udløbet af Røa i morgen har det taget 8 dage! Dog inkl. 2 vejrfaste overligger dage, så 6 padledage. Så jeg må regne med at returvejen er lige så svær.

Overvejer at tage den lille færge noget af vejen tilbage – f.eks. til Elgå. Men sæsonen for færgen slutter 2.9! Så det er lidt tvivlsomt det hele.

Mos, bacon og peberfrugt+løg. Kaffe og vingummi!

Mandag 20.8.18

Ud af posen 0700, grød og kaffe. Afsted 0920. Modvind som ventet, skulle være 4-5ms, men bølgerne er en halv meter. Når til Storviksneset og er helt færdig efter 2 timers padling. I morgen ventes mere af samme skuffe, men med kraftigere vind.

Vinden skulle aftage ved 15-tiden, så jeg ser tiden an. Det ender med at al tiden går på Femund!!! Jeg håber jo på at kunne nå Rogen og Revsjø området, men nu er jeg i tvivl. Det ser ud som om jeg kommer til at have 10 dage i Femundsmarka – 5 dage ind, 5 dage ud. Det tog 6 dage fra Sorken til Elgå, så jeg kan vælge at padle denne strækning tilbage eller tage bus/taxi til bilen.

…resten af dagen går på Storviksneset. Fin lejr, jeg samler svampe og går tur med Milton, fisker. Aftensmad mos, bacon, løg og peberfrugter stegt med røget paprika. Kaffe og vingummi.

Fin regnbue her til aften. Så tjur og 2 ryper. Gik til modsatte side af næsset set gammel ruin af laftebu (bjælkehytte).

Tirsdag 21.8.18

Op 0730 og tjekke vejret. Det blæser for meget. Kiks og vingummi i teltet. Milton får mad og vi går tur.

Dagen går med at tælle skyer, gå ture og sove.

Ved 17-tiden pakker jeg lejren ned og 1745 er der afgang. Pause ved Røvolbekken odde indtil vinden aftager. Padler det sidste stykke til Røa færgeanløb og hytten. Hytten er optaget af et holde søde tyskere. Vi snakker om løst og fast. De vidste ikke at færgen kun sejler visse dage. De skal nu vente til fredag med at komme videre eller krydse Femund til Synnervika. De har båret al deres grej ned fra Roasten og mangler nu stadig kanoerne! Delte chokolade og whiskey med dem i hytten. De sagde pænt nej tak til alkohol dog – de er jehovas vidner fra Passau i Tyskland.

Jeg slår lejr lidt væk fra hytten og tænker at i morgen er det min tur til at bære grej og kano…op ad bakke.

Onsdag 22.8.18

Op 0630, spiser grød med blåbær, drikker kaffe og pakker ned.

Planen er at første tur op langs Røa til Røvollen DNT hytte er med den sorte north face duffel der indeholder teltet, tarpen og en del udstyr. Anden tur er med den blå NF duffel der indeholder al maden, fiskestang, liggeunderlag og småting. Tredie tur er med hundemad, vandtæt bøtte og kanoen.

Det er virkelig hårdt terræn. De 5 km opad tager ca. 2 timer. Vi møder fine folk på Røvollen: 2 tyske familier og en estisk mand. Han foreslår faktisk Roastkoja som er mærket af på kortet, men ikke navngivet…vi må se.

I nat sover vi på DNT hytten beslutter jeg. Der er et særligt rum til hunde, med bure til hver især. Den ene tyske familie har 2 store husky-brødre som Milton helt fint accepterer. Han er vist osse godt træt efter alle de ture op og ned ad fjeldet.

Tilbageturen til lejren ved Røa tager 1,5 time og er ned ad bakke og uden opbakning, så det går jo noget nemmere. Jeg møder igen gruppen fra Passau og de byder på kaffe.

Anden tur tager 1 time og tre kvarter, men jeg er helt færdig. Milton trækker rigtigt meget og jeg er hele tiden bange for at komme til at træde ham over tæerne eller at jeg falder, så der bliver skældt lidt ud.

Endelig er grejet samlet og jeg kan lave mad og gå til ro i den ‘gamle’ hytte på Røvollen. Kanoen er stadig i lejren ved Røa.

Jeg deler den med 2 nordmænd der er ankommet. Frysetørret til aften. Kogekaffe og whiskey.

Torsdag 23.8.18

På vej tilbage efter kanoen er der tunge tanker. Det er ikke sjovt og jeg er i totalt underskud. Bæring med Milton tærer på kræfter og humør.

Efter lidt tænketid beslutter jeg at vende om. Turen nordpå på Femund har kostet for mange kræfter og for meget tid.

Så dagen bruges på at slæbe de 2 duffel tasker retur til Røa lejren. Milton trækker stadig vildt og jeg må skælde ham ud.

Vel tilbage er humøret en del bedre og vi er på meget bedre talefod.

Bacon og svampe på mos til aften. Kaffe og chokolade.

Pakker Ally-kanoen sammen og planlægger at tage direkte til bilen fra Elgå.

Fredag 24.8.18

Færgen kommer 0930. Vi kan sidde inde, men ikke i salonen. Familien med de 2 husky’er er osse med. Ankommer til Elgå og går rundt og undersøger transport. Får fst i Engerdal taxi og de lover at komme indenfor 1 time. Alting får plads i bilen, så jeg ikke skal køre tilabge til Elgå efter grej.

Læsser Passat’en og kurs mod Sverige, aftensmad ved et vandkraftværk ved Lutufallet. Kører gennem natten ved fuldmåne. Pause ved Karlstad med besøg af Rakkerbil. Føles bedst at bare køre hele vejen hjem i et stræk. Ind og sove et par gange undervejs.

Hjemme 09.30 lørdag.


Udgivet

i

, , ,

af

Tags: