Undervejs på min rejse til Ivalo regionen i Finsk Lapland og på kanoturen ned ad Ivalo-floden og ud på Inari-søen har jeg skrevet dagbog. Dette er ikke en direkte afskrift, men en dekoreret udgave, med små fortællinger, eftertanker og billeder.
Fredag 5.8.22
I dag gør jeg de sidste indkøb og forberedelser. Jeg har været i gang nogle måneder med forberedelserne, bestilt landkort, købt fiskekort, undersøgt ruten og aftalt logistik med en lokal familievirksomhed. Jeg har ikke haft brug for at supplere med nyt udstyr, men blot haft fornøjelsen af at skulle vælge fra arsenalet.
Og der er altid noget man bare ikke når fordi NU vil man afsted.
Jeg overvejer næsten til sidste øjeblik hvilket grej og mad jeg kan undvære eller erstatte med lettere eller mindre udgaver.
Vi kører fredag eftermiddag, til Helsingør og med færgen. Og når et stykke nordpå i Sverige.
Lørdag 6.8.22
Morgenmad i bilen – Jeg har mad med i køleboks og bruger primus til at koge vand og lave mad på. Vand har vi i en 10 liters dunk.
Diesel er blevet meget dyrt i Sverige – over 25 SEK per liter. Så jeg holder bilen på 90 og finder en lastbil at hægte mig på – vi kører ad E4 nordpå og når et godt stykke. Forbi Stockholm, forbi Höga Kusten, Forbi Sundsvall før vi finder endnu en lille rasteplads og overnatte på.
Søndag 7.8.22
Efter en god nats søvn fortsætter vi nordpå. Bilen kører rigtig fint og vi nærmer os.
Jeg kører efter Google navigation på min Android mobiltelefon. Det fungerer ganske godt. Kun én gang på det sidste stykke taber den dataforbindelsen og bliver lidt forvirret. Det koster en lille omvej.
Ankomst Kalmakaltio, nu er vi ved vejens ende! Marika og Lasse fra https://valkeapannu.fi/ kommer en af de næste dage og henter bilen. Senere kører de den til Inari, hvor kanoturen slutter. Vi sover her i nat efter at have undersøgt ruten frem.
Kalmakaltio er et lille Samisk sted, med få bygninger. Der er ikke adgang og det har jeg stor respekt for. Jeg vil tro stedet benyttes ved samling af rensdyrene. Det er vigtigt for mig at være en respektfuld gæst i Samernes land, ikke trænge mig på og overholde de skrevne og uskrevne regler der beskytter deres levevis og levebrød – renerne. Der findes en guide til hvordan man bør opføre sig for at udvise respekt for Samerne og den natur de er så afhængige af https://samediggi.fi/saamelaismatkailu/en/visitor-guidance/
En af de vigtige forholdsregler er at Milton altid er i snor. Han har aldrig vist mere end nysgerrighed overfor renerne, men det kan være nok til at stresse dem. Enkelte gange har jeg ladet ham løbe ved siden af mig når jeg har skullet bære grej og kano forbi ufremkommelige dele af floden, men mere om det senere.
Mandag 8.8.22
Så starter bæring af grej og kano til Ivalojoki’s kilde. Efter rekognoscering i går faldt valget på en lidt sydlig rute ind, hvilket viste sig at være en fejl. Den endte i en sump, med vidjekrat og helt ufremkommelig. Efter 6 timers asen og masen var vi tilbage på den lidt nordligere rute med spredte birketræer og åbent landskab og krydsede en lille å ind i et landskab med en labyrint af åse og birkekrat. Og myg, masser af myg.
Dagens ret: Chicken Tikka fra Real Turmat – ok, men lidt sæbeagtig i smagen. Der er langt til drikkevand her, så jeg opsamler regnvand fra tarpen. En enkelt tur tilbage til den å jeg krydsede må jeg dog for at få nok vand.
Tirsdag 9.8.22
Anden dag med bæring. Jeg går etaper af ca. 1 km. De to blå tønder bæres med et seletøj lavet af en gammel Bergans rygsæk jeg har syet om og sat remme på. Og så kanoen. Det bliver 5 ture hver gang.
Her på andendagen skal jeg ud af birkekratslabyrinten med åse og dale og passere et stort område med såkaldt ‘myr’. På dansk ville man vel kalde det sumpmark. Det er mest spagnum mos i store støvleslugende våde puder, vandhuller og sump. Men osse blåbær, multebær og spændende blomster.
Efter strækningen med myr kommer et fladt område med birkekrat. Selvfølgelig højere end hvad tillader udsyn. Så det er kompasgang af den svære slags.
Normalt går jeg med de to tønder første – så har jeg to ture hvor jeg kan optimere ruten til når jeg skal bære kanoen. Her glemte jeg dog bæreselen da jeg gik tilbage efter tønde nr 2. Det betød at jeg måtte tage kanoen i andenturen. Nok derfor ramte jeg helt skævt på posten med den første tønde og måtte simpelthen efterlade kanoen for at lede efter tønden. Det lykkedes dog efter 20 minutter med hjertet i halsen og langsomme panikplaner i fald tønden ikke kunne findes.
Efterhånden husker jeg at sætte waypoints på gps’en ved posterne så jeg effektivt kan finde dem skulle det smutte.
Her er rigtigt mange myg og Milton gemmer sig i teltet. Dagens ret: Thai red Curry fra Real Turmat – helt ok. Desserten er te og lakrids – finsk selvfølgelig.
Onsdag 10.8.22
Igen en blanding af myr og birkekrat, men i dag har jeg bedre styr på navigationen selvom den er vanskelig. Og jeg husker waypoints og bæreselen.
Så efter endnu en dag med bæring, denne gang to etaper, kan vi slå lejr ved en lille sø – Pikku Pelsijärvi. Vi padlede selvfølgelig over søen.
Der er fin vind i dag, så myggene gemmer sig – dejligt. Milton er blevet bidt meget de sidste par dage – især ører og skridt hvor han ikke har så meget pels. Han burde være vaccineret mod alle mulige insekter, men måske er det stikfluer som det ikke virker på. Han får noget kløestillende som ser ud til at virke.
Der er lovet regn og stærk blæst. Så jeg snitter nogle kraftige pløkker til tarpen og tøjrer den tæt ved jorden.
Dagens ret: Red Curry Thai fra Adventure Food. Lidt kedelig sæbeagtigt smag, rigelig portion som jeg ikke kunne spise op. Desserten kaffe og snickers.
Torsdag 11.8.22
Morgenmaden disse dage består af havregrød med rosiner, nødder og tørrede æblestykker. og drypkaffe. Der er lidt husholdning på programmet her til morgen – jeg syr mine bukser i skridtet, vasker en vabel og giver den vabelplaster på.
I dag når vi frem til floden! Jeg er lidt sydligere end beregnet men kan via en aflang sø padle noget af vejen frem til floden – det sparer en masse tid at ikke skulle bære grej og kano.
Vinden er stærk i dag, så det duer ikke at bære kanoen på skuldrene. Derfor laver jeg en træksele af en kanoline og det virker forbavsende godt.
Jeg når ikke helt op til kilden af floden, men rammer det første vand som kanoen kan sættes i.
Som det ses på den lille film så er floden her bredt ud så det minder om en lille sø. Efter et par hundrede meter snævrer den dog ind og forsvinder i et vidjekrat med store sten.
Efter et par timer er det ved at være tid til at finde en lejrplads.
Man kan se at der har været folk her, et gammelt lejrbål og nogle tilskårne grene. Det er en fin plads fordi der er små vandrette hylder hvor der lige præcis kan stå et lille telt.
Dagens ret: Veggiebulgur fra Adventure Food. Helt ok, med ekstra salt og peber. Kaffe og lakrids.
Fredag 12.8.22
Her til morgen havregryn rørt op med med tørmælk, nødder, rosiner og æblestykker.
Nu fortsætter vi ned ad floden, som skifter mellem idylliske strækninger man kan padle og ufremkommeligt buskads, væltede træer og klippeblokke. Floden er 2-5 meter bred når den stille bugter sig afsted, snævrer ind til under én meter når den bruser igennem stærkere faldende strækninger med klipper og buskads.
Så jeg skifter mellem at nyde den stille strømmende flod og knokle med tønder og kano. Mange steder må jeg have foldesaven frem og save væltede birkestammer over. Det er nemmere end at skulle tage tønderne op, bære og sætte i igen.
Undervejs passerer vi et lille vandfald på 1,5m – kanoen kan sagtens flyde ud over uden mig i – jeg holder blot fast i linen så den ikke forsvinder videre ned ad floden.
Vi når frem til en lille dam på floden, med en lejrplads der har været brugt før. Det plejer jeg at benytte mig af – så bliver der kun slidt på naturen ét sted.
Dagens ret: Pasta med ost og svampe – Adventure Food – helt ok. Især med ekstra parmesan og peber.
Sporløs færdsel
Når jeg bevæger mig gennem et område der trods alt er så uberørt som her forsøger jeg altid at gøre det så sporløst som muligt. Selvfølgelig opsamler jeg alt mit affald og tager det med ud, men jeg prøver osse at skåne området. Jeg laver kun bål hvis jeg har brug for det det til f.eks. at varme mig, koge vand eller tørre tøj. Og helst på en allerede etableret bålplads. Jeg bruger nogen gange træerne til at binde tarpen op på, men har lært af en svensk parkbetjent at man kan sætte beskyttende småpinde for at skåne træet.
Bær
Her i august måned er blåbærrene modne, multebærrene overmodne eller spist og tyttebærrene er ikke helt modne endnu.
Multebærrene er ikke til at tage fejl af – gule og ligner en lille sky (cloudberries hedder de på engelsk). De har en særlig sødme der kan blive lidt påtrængende når de bliver overmodne.
Blåbær har derimod en fætter der på dansk hedder mosebølle bær som ligner, men slet ikke er så gode. De er ikke giftige, men blot meget fade i smagen. Modsat blåbær er indmaden i mosebølle ikke farvet. Mosebølle er en dværgbusk, der som lille godt kan forveksles med blåbær planten.
Tyttebær har osse en fætter Hede-Melbærris som kan forveksles. Denne skal man være mere forsigtig med da der er indikationer på leverskade af det rå bær – dog kun ved indtagelse af store mængder. Det lader til at jeg osse selv blev lidt snydt da jeg skulle finde tyttebær til et billede – alle billederne blev af den falske fætter!
På turen spiste jeg masser af blåbær, både som snack og på min morgenmad enten det var havregrød eller bare havregryn med mælk (mælkepulver).
Lørdag 13.8.22
Vågnede ved 4-tiden i morges med mavekneb. Masserede og kunne sove videre – her til morgen kun lidt ømhed tilbage. Der er nok noget vand der skulle have været kogt.
Milton rystefrøs i nat, selvom det ikke har været meget koldt så har vinden nok fjernet en del af varmen. Han fik min uldskjorte over sig og det hjalp. Let brise her til morgen.
Floden skifter mellem at bugte sig bredt ned gennem dalen og snævre ind når der kommer mere fald på landskabet. Masser af buskads, klippeblokke, sten i strømmen og brusende vand.
I dag har vi passeret rengærdet og slået lejr på en ås kort efter. Birketræerne er her blevet højere end på fjeldet og der står enkelte asp og fyrretræer. Myggene er en plage her i dag – ingen vind til at jage dem på flugt.
Jeg har repareret tøndeselen med nål og bjørnetråd, en rem var gået løs. Kanoen er osse gået efter og repareret med putty, den slår sig lidt en gang i mellem når en stenblok dukker uventet op fra flodens dyb.
Dagens ret: Cashew Nasi fra Adventure Food – ok med ekstra salt og peber. Te og snickers til dessert.
Søndag 14.8.22
Milton rystefryser om natten. Det er ikke specielt koldt, så jeg vil tro han har brug for mere energi. Det har jeg heldigvis foder nok til.
Laver lidt morgengymnastik i dag for at få løsnet lidt op. Så havregryn i den sædvanlige blanding med tørmælk, nødder, rosiner, æblestykker og blåbær.
Dagens padling byder på rigtigt meget lining af kanoen, vadning og træstammer der skal saves over. På et tidspunkt ligger der to stammer og jeg træder ud på den ene for at save den anden over. Stammen jeg trådte på var bare pilrådden og jeg ryger i baljen. Sådan er det med birk – den kan se helt frisk ud i barken og være helt rådden indeni. Jeg blev heldigvis tør igen, som altid.
Hvis der ikke er vand nok i floden til at bære kanoen med både tønderne, Milton og mig, så kan jeg vælge at line kanoen. Det betyder at jeg stiger ud og går langs med bredden. Jeg holder så i de 2 liner fra for- og agterstævnen. På den måde kan jeg trække kanoen og styre den samtidig ved at ændre vinklerne på de to liner. På samme måde kan jeg gå ved siden af kanoen i strømmen hvis den er tilpas lav – blot ved at holde i agterstævnen og vade med padlen som vadestav.
Mandag 15.8.22
Så er der hviledag – vi trænger til at restituere. Vi har fundet en plads sent i går, lidt oppe ad en ås. Der er et myr mellem os og floden, så her er rigeligt med myg.
Vi går tur på åsen bag os og den er rigtig fin med en del fyrretræer. Vi finder en gammel lejrplads med bålsted.
De frysetørrede retter er nu spist, så nu er det bacon og kartoffelmos indtil vi kommer ud på Inarijärvi (Inari-søen) og kan fiske. Det er dog slet ikke så ringe.
Milton sover godt og fryser ikke mere om natten.
Tirsdag 16.8.22
Afsted 0900 i morges, spiste blot 2 müslibar til morgenmad. Dagen starter med mange fejlbedømmelser og en del grim tale fra kanopadleren. Kanoen får tæsk – når jeg ikke kommer hurtigt nok ud for at vade, så rammer den de stenblokke der ligger lige under overfladen.
Efterhånden lærer jeg dog floden at kende og kan bedre finde hovedstrømmen hvor der er dybt nok.
Dagens ret: 6 müslibar, katoffelmos og bacon.
Efter turens længste padlede strækning indtil nu på 25km, finder jeg en dejlig lejrplads i et fint sving på floden.
Onsdag 17.8.22
Tidligt op og straks i gang med at pakke lejren ned. Müslibar og så afsted.
Det går fint med at læse strømmen og finder vej igennem. Har dog stadig svært ved at overtale mig selv til at vade, så kanoen får nogle slag osse i dag. Stærk vind i dag, både med og mod når floden drejer.
Jeg prøvede pagajen i dag – virkede ok, men ikke helt alligevel. Den spilder selvfølgelig meget vand indenbords og det er en anden rytme end padlen. Men effektiv til at sluge nogle kilometer.
I dag tog vi den første ‘rigtige’ fos, tror den kaldes Helkikoski (koski betyder fos). Den var, da jeg scoutede den, ret ligefrem, så på med hjelmen og afsted. Der var et skarpt drej og man skulle absolut blive i inderkurven. Det gik rigtigt fint og Milton fik sin første fos.
Vi passerer broen ved Ivalon-Matti, et lille samfund. Mange fine bjælkehytter ved floden.
Blev ved lidt for længe i dag og begyndte at lave fejl i rutevalgene med strømmen på floden.
Fin lejr ved skråning med birk og asp. Blæsten tager til og på et tidspunkt løfter den kanoen fra bredden og smider den halvvejs ud på floden. Jeg bærer den op til lejren og binder den ordentligt fast.
Torsdag 18.8.22
Voldsom tordenstorm med masser af regn i nat tarpen hang helt ned til jorden fyldt op med vand. Floden er steget 30-40cm og det er rigtigt godt for fosserne. De bliver voldsommere og stærkere, men der er mere plads og enklere ruter igennem dem.
Der er opklaring her til morgen og vi tager hurtigt af sted. Fra nu kommer alle fosserne.
Vi passerer endnu et lille samfund Kuttura, som mest består af sommerhuse og bjælkehytter ser det ud til. Et enkelt sted ser jeg en bil holde – meget mærkeligt, nærmest lidt som noget fra en fjern planet.
Jeg padler fra 0900 til 1700 og er oppe omkring de 30km på floden i dag. Jeg scouter en enkelt fos fra bredden da den går rundt om et blindt hjørne, men resten kan jeg blot rejse mig lidt i kanoen så ser jeg hurtigt en rute igennem. Milton er med hele vejen.
Kanoen har efter dagens fosser fået 2 lange revner, men kun i det yderste lag. Selve strukturen indeni er ikke ramt. Jeg reparerer med putty og selvom det ser voldsomt ud er det mest kosmetisk. Det skal dog repareres med det samme fordi et slag til samme sted kan flosse selve kunststof måtten indeni kanoen, da den jo er blottet.
Fugle
Jeg har set mange fugle indtil videre på turen.
Sortand og Bjergand, Knortegæs og en enkelt canadagås, et par kongeørne der cirklede ud fra deres rede og holdt skarpt øje med mig fra højden. Den lille vipstjert er her, den frække Lavskrika og en lille helt gul musvitlignende fugl jeg ikke har kunnet bestemme i fuglebogen. Og selvfølgelig lappedykkere.
Ravnene dukker osse op med jævne mellemrum, som regel i par. Man kan høre dem kalde og svare over lange afstande.
Fredag 19.8.22
Af sted ved 10-tiden i dag. Efter et par ukomplicerede fosser ser jeg en ældre herre sidde ved et morgenbål på en sandet bred. Vi vinker og han snakker finsk til mig. Jeg padler ind og vi falder i snak på engelsk. Han byder på kaffe. Juri og hans søn Thomas er på fisketur i kanoen, men indtil videre uden særlig succes.
Juri fortæller at den fos der ligger lige om hjørnet hedder Surmaköngäs ‘dødsfossen’ på finsk og at der i hans yngre dage som guide på floden sad en kano fast imellem klipperne et par år i træk. Vi scouter den sammen og det er ganske rigtigt en fos hvor man skal ramme den rigtigt – mellem to klipper der rager op som et sæt hugtænder midt i fossen. Heldigvis er vandet højt nu og ruten igennem er ret ligefrem – Man skal ud i midten mellem de to klippeblokke, holde sig i højre side hvor hovedstrømmen danner det klassiske ‘V’ mellem blokkene og så skal man holde sig på venstre side i V’et. Blot man ikke laver fejl, skal det nok gå.
Så efter en god snak er det på med hjelmen og ud i strømmen. Det går fint. Jeg vinker til Juri der stod på bredden og lige skulle sikre sig at vi kom godt ud, tror jeg.
Juri anbefalede mig et par steder til lejr, herunder vildmarkshytten Ritakoski. Så da jeg ser den længere nede ad floden holder jeg ind.
Autiotupa
Finnerne har en del åbne, ulåste vildmarkshytter som alle kan benytte, de kaldes ‘Autiotupa’ hvilket betyder ‘vildmarkshytte’.
Der er som regel brændeovn eller åbent ildsted, gasblus og lidt køkkengrej. Der er køjesenge eller primitive bræddesenge, nogen gange med ekstra brædder som man kan ligge mellem sengeafsnittene for at skabe mere liggeplads.
Her på floden findes hytten Ritakoski, lige ved siden af fossen Ritakoski.
Det er en gammel hytte som stammer helt tilbage fra Ivalojoki’s goldrush dage. Nu er den renoveret og bruges som åben hytte i den ene halvdel hhv. udlejningshytte i den anden.
Mens jeg er i hytten ankommer Kristian, en finsk vandringsmand. Han er gået ind på The Golden Trail, som er Ivalojoki’s mest kendte vandringsrute. Han har dog taget en lille genvej og vadet tværs over floden, men undervurderede vandstanden – så alt hans grej er gennemblødt. Vi fyrer godt op i brændeovnen så det kan tørre spredt ud på knager og senge.
Goldrush
Ivalojoki har været centrum for goldrush i flere omgange. Første gang i 1870 og senest i 1920’erne. Der har aldrig været fundet nok guld til at financiere længere tids udvinding, men initiativrige entreprenører har gang på gang lokket investorer til at financiere guldeventyr. Der står stadig udstyr og ruster op rundt omkring ved flodbredden, især i området omkring Ritakoski.
Lørdag 20.8.22
Vi holder en hviledag her i Ritakoski. Jeg kan mærke de mange fosser i armene i sær min højre som jeg altid bruger mest når der er stærk strøm og det skal gå hurtigt. Og nedenfor på den næste del af floden kommer kronjuvelen af fosserne Toloskoski – den vil jeg være helt klar til.
Jeg holder status på udstyr og mad. Der er rigeligt af alt undtagen müslibar, som jeg har levet af på vej ned ad floden de sidste mange dage. Maven bøvler lidt og har det bedst med at spise tit, men lidt.
Vi har en rolig dag med småture rundt omkring hytten. Jeg vasker mig i floden og vrider tøj op. Her er lavet moderne komposteringstoiletter, så det føles meget luksusagtigt at gå på toilettet.
Senere på dagen dukker to mænd op som skal vedligeholde hytten. De skifter gasflaske, lapper lidt huller i taget og andre småting. De har en gummibåd med motor, men da de skal afsted og skubber sig ud i strømmen for at få vand nok til propellen vil motoren ikke starte. Lidt desperate får de startet motoren efter 50-100m og kan sejle ned ad floden igen.
Aftenen går med ild i brændeovnen og podcast lytning – jeg har hytten for mig selv. Jeg hører Minik Rosing fortælle om Grønlands geologi og det allertidligste liv på jorden som man kan spore i skiferen i Østgrønland.
Søndag 21.8.22
Tidligt op og af sted 0730. Pakkede næsten alt i går aftes, så jeg skal blot rydde op i hytten og feje efter mig. Der kommer tre nemme fosser og så Ivalojokis længste og efter sigende sværeste fos Toloskoski.
Her er floden blevet rigtig bred og har høje fjelde omkring sig. Der er sten- og grusskrænter som floden har gnavet fri. Der er overvejende fyrretræsskov, som regel med birk og asp hvor der er mere fugtigt. Vi møder af og til rener som løber langs bredden.
Igennem en fos
Jeg har optaget video af mig selv der padler en af de lidt roligere fosser. Som man kan se er Milton med. Jeg scouter fossen blot ved at rejse mig halvt op i kanoen, da jeg på dette tidspunkt har lært flodens sving godt at kende og her ingen blinde hjørner er.
Toloskoski
Dette er den sværeste og voldsomste fos på floden har jeg læst mig til. Den ligger et sted hvor floden slår et stort U-formet sving.
Modsat mange af de andre fosser som var ganske korte og intense er Toloskoski lang og intens.
Da jeg ankommer finder jeg et sted på bredden hvor jeg kan gå i land og kigge ned ad fossen, scoute som man siger. Det se helt uoverskueligt ud i starten fordi der er mange rutevalg som ser mulige ud her fra. Jeg bruger lidt tid på at vælge fra og til, planlægger en rute jeg synes ser farbar ud og som indeholder et roligt bagvand lidt efter midten af U’et. Derfra vil jeg kunne overskue resten af fossen som jeg ikke kan se fra hvor jeg står.
Jeg beslutter at de enkelte dele af fossen ikke ser sværere ud end det Milton og jeg allerede har padlet sammen, så han bliver i kanoen. Hvis jeg ændrer mening kan jeg sætte ham af ved bagvandet og hente ham til slut.
Så på med hjelmen og ud i strømmen.
Den øverste del af fossen er ikke sværere end de tidligere fosser vi har padlet. Blot længere. Så kommer et roligere parti i bunden af U’et og herfra kan jeg overskue den nederste del. Den er klart mere voldsomt og har et par rigtigt gode sektioner med høje stående bølger og store klippeblokke der danner brækkende bølger lige bag sig. Men det ser til gengæld ud som om der er en klar vej igennem hvor jeg blot til sidst skal buffe (skubbe) mig ud over en stor stående bølge.
Det går rigtigt fint og kun til allersidst snitter kanoens bagende en klippeblok, men dér er vi allerede igennem og ude i roligere vand med stævnen.
Efter at have sundet mig et par minutter ved bredden, med udsigt over den nederste del af fossen, kommer en elvebåd op ad strømmen. Et ældre ægtepar og deres laphunde er ombord og manden styrer behændigt den lange slanke træbåd op igennem den fos jeg netop er kommet nedad. Det går ikke specielt hurtigt, selvom båden har en kraftig motor, da strømmen er kraftig imod dem. Men han har tydeligvis prøvet det før og kender fossen, for han finder roligt og sikkert de passager som båden kan komme igennem.
Nu bugter den brede flod sig nedad mod Ivalo by. Jeg har besluttet at stoppe ved Ivalo River Camping og få turens første rigtige brusebad og måske en burger.
Efter ca 9 timer på floden ankommer jeg ved 16-tiden og indkvarterer mig på deres teltplads. Jeg spiser en skøn kyllingeburger og får en lang god sludder med lejrchefen. Der er ikke så mange andre gæster her sent på sæsonen, men han fortæller osse at det har været slemt under Covid og at det ikke rigtigt er kommet i gang efter, da folk hellere vil på udenlandsrejser. Men bortset fra det er vi helt enige om at floden og landskabet her er fantastisk.
Mandag 22.8.22
Af sted 0800. Padler langsomt og holder mig i læsiden undtagen når vinden kan hjælpe mig. Når til Ivalo by ca. kl 11. Jeg genkender byen fra sidst jeg var her, kirken, hotellet og supermarkedet. Jeg får handlet og sender besked til Sari som jeg kender fra sidst jeg var her.
Kigger på kortet og der er faktisk ret langt til Koppelo hvor de bor, mindst 12-13 km. Skriver besked om at jeg nok først er der ved 15-tiden. Vinden bærer mig dog frem i den helt rigtige retning. Kun de sidste par kilometer må jeg kæmpe med en stærk sidevind.
Det er en særlig oplevelse at se hvordan floden nu nærmer sig den store sø Inarijärvi. Der er et stort delta med en noget anden karakter end både i starten og midten af floden. Her er store vådområder med andefugle, traner og rovfugle. Sivbevoksning i store områder, små øer hvor især birk og el har fået fodfæste.
Jeg når frem til bredden nedenfor Marja og Sari’s hus. Der er kommet et nyt hus til og gang i byggeriet, så det ser lidt anderledes ud. Jeg sætter kanoen ind på noget der ligner en fælles bådplads og går med Milton op til huset, der ligger nogle hundrede meter inde i skoven. Sari er ikke lige inde, men de to hunde er der og hilser venligt og opstemt. Da Sari kommer for hundene lov til at hilse rigtigt og det går fint. Der er ingen sprogbarriere der.
Sari har lavet svampetærte og salat og byder på kaffe. Vi sludrer om løst og fast fra de 6 år siden jeg var her sidst. Marja er i sydfinland hos familien.
Efter et par timer må vi af sted for at have tid til at finde en lejr ude på søen. Vi har stadig vinden i ryggen og den har endda taget lidt til. Så det bliver en af de første egnede øer og så er en lang dag osse brugt godt.
Labrador Tea
Denne fine og meget velduftende plante er overalt i landskabet her og jeg møder den især på de mange øer. Det er en nordlig udgave af rhododendron planten. I Nordamerika og Canada er den kendt som ‘Labrador Tea’ og bliver brugt til at brygge te på. Jeg kan dog bedre lide Earl Grey. I Danmark betegnes vores art Mose-post, den bliver dog noget større.
Tirsdag 23.8.22
Vi er blæst inde. 9-10 ms og vindstød på 15-16. Så skal man ikke ud i sin lille kano.
Jeg flytter teltet til læsiden af øen.
Milton er osse helt træt i dag. Den lange dag i går og et par timer med de to unghunde hos Sari har vist kostet lidt kræfter. Så at være blæst inde er nok ikke helt så dårligt.
Til aften får jeg fisket lidt, så liver Milton op – det vil han gerne være med til. Men desværre uden succes.
Onsdag 24.8.22
Vinden er løjet af i nat og der er sol og let brise her til morgen. Har pakket det meste ned i går aftes og spiser blot et par müslibar her til morgen. Planen er en lille øgruppe nordpå, fiske og hygge. Jeg har besluttet at bevidst ikke følge den gamle rute fra mit tidligere besøg her – nye farvande.
Tager en lang frokostpause i dag, med vaske af tøj og mig. Knækbrød indkøbt i Ivalo, makrel på dåse og emmentaler – kaffe og snickers til dessert.
Der er mange sommerhuse i området og naturligt nok har de valgt de bedste steder til dem. Dagen slutter med en lidt frustrerende søgning efter en lejrplads hvor vi både kan være uforstyrrede og uforstyrrende. Der er sikkert ikke nogen i sommerhusene sådan en onsdag i august, men det er alligevel bedst synes jeg at respektere allemandsrettens ude-af-syne princip.
Til sidst finder vi en fin mellemstor ø vi kan være på. Aftenen går med lidt fiskeri – men ingen fisk vil spises af os, så det bliver bacon og kartoffelmos igen.
Jeg lavede turens første lejrbål for at kunne blive oppe og kigge efter nordlys. Det er tidligt på året for nordlys, men Sari havde sagt de havde set det første. Jeg varmede mig ved bålet og blev oppe til ved 1-tiden. Ingen nordlys, men stjernerne begyndte at vise sig ved midnat – så det er blevet mørkere om natten mens vi har været her.
Torsdag 25.8.22
I dag er første store fiskedag. Op og pakke ned, 2 müslibar og ud med snøren efter kanoen. Til at starte med fisker jeg med en dybgående wobler, da søen næsten alle steder er temmelig dyb. Det dybeste sted jeg har spottet på kortet viser 64 meter. Det kan jeg selvfølgelig ikke fiske på, men ned til 10-12 meter kan jeg være med.
Der sker dog intet, ikke et eneste nap på en hel fiskedag. Jeg padler zigzag mellem øerne, lidt ud på det dybe, ind i et sund, ind i en vig. Absolut ingen reaktion på en danskers wobler, blink eller spinner.
Jeg finder en lille ø, en klippeknold med dybt vand helt ind til bredderne hele vejen rundt. Her slår vi lejr og fisker videre. Det bliver dog bacon og kartoffelmos igen, men pyt det er jo godt.
Ser om aftenen at der faktisk ligger en åben vildmarkshytte 500 meter længere mod syd, men øen er egentlig dejligere.
Fredag 26.8.22
Tidligt op og af sted – i dag skal vi fange fisk. Ned gennem strædet og frokost 1130 på den smukkeste ø med et sømærke midt i et sund.
Jeg krydser til næste øgruppe i halv modvind og med lidt hvidt på bølgetoppene. Men vi skal samme vej som vinden til slut og det går fint. Vi padler ind i et smalt stræde med stejle klipper på hver side. Milton ser et rensdyr og er meget optaget af at følge det inde på bredden hvor det bliver ved med at stoppe op og kigge på os.
Slår lejr på en rigtig fin lille ø og fisker videre.
Så er der bid! Ved 20-tiden da vinden har lagt sig fisker jeg ultra langsomt med en lille blank spinner og så er den der. En fin stalling på 33 cm. Så i aften er der kartoffelmos og stegt stalling.
Lørdag 27.8.22
Dejlig morgen med sol. Jeg spiser havregryn med blåbær, nødder, rosiner og æblestykker som de fleste morgener. Jeg blander tørmælken i før jeg tilsætter vandet, så klumper det ikke.
Dejlig solstund på en fin pynt med en skålformet liggestol i klippen. Milton og jeg får os en ekstra formiddagslur sammen.
Jeg finder et stykke fladt træ og bruger min lup til at lave brændemærker. Tidligere lagde jeg mærke til solpletten fra luppen mens jeg læste kort og måtte passe på ikke at brænde hul. Nok derfor kommer idéen med at lave et lille skilt med ‘Martin & Milton 27.8.22’ på brættet. Nu ligger der en lille hilsen i øens ‘gæstebog’ bag en lille stenblok.
Og jeg finder en fyrrestamme som har op mod 50 årringe selvom den kun er tyk som et håndled. Den er væltet og død, så jeg bruger den til at save helt tynde skiver og dekorere dem med luppens fokus fra solen.
Bruger dagen på afslapning, kaffe, snickers, podcast og lidt fiskeri. Dog uden held. Det bliver regnvejr om aftenen, men jeg har nået at sætte tarpen op, så vi har et sted at krybe i ly.
Om natten da jeg kigger ud er der nordlys. I en halv time bølger det hen over himlen fra vest mod øst i et bredt bælte. Man kan se stjernerne igennem det irgrønne skær fra de bølgende gardiner.
Søndag 28.8.22
Opbrud fra hvile-øen. Afsted kl 10 og ned gennem det smalle sund. Pause i den sydlige ende hvor der er mange fine sommerhuse der ligner tidligere små landbrug.
Får en fin ørred på krogen men den smutter i sidste øjeblik.
Finder en fin ø ud til det næste sund og beslutter at stoppe kl 1500 da det blæser godt. Jeg sætter telt og tarp op på øens læside.
Der kommer en del regnbyer, men samtidig skinner solen ind i mellem og danner de flotteste regnbuer.
Mens jeg går og synger højt for mig selv kommer en fin lille blåhvid overdækket jolle tøffende forbi – vi vinker.
Mandag 29.8.22
Sidste fiskedag i dag, mit fiskekort udløber. Fanger 2 fine ørreder, men de er kun 30 cm og mindstemålet er 40.
Så aftensmaden bliver pasta med emmentaler og parmesan, prøver at lave en ostesovs med tørmælken – bliver ok. Det sidste bacon spiste jeg i går.
Marika og Lasse har nu stillet bilen i Inari by ved Hotel Inari. Kan mærke et strejf af hjemve og er fristet til en meget lang paddeldag for at komme frem. Men allerede kl 14 kan jeg mærke den fysiske træthed, da der har været en del vind i dag.
Jeg finder en mellemstor ø i stedet og slår lejr. Her fra er der ca. 8 km i luftlinje til Inari by, så det bliver fint i morgen at komme til bilen.
Har syet et hul i teltet. Kobberpinden der giver kanten på det lille udhæng over døren sin form har stukket hul på den kanal den ligger i. Og kanoen har en helt del små skader som skal repareres med putty.
Laver lejrbål og bliver oppe til sent, nyder en stille aften med en kop te og lidt chokolade.
Jeg tager kamerastativet frem og sætter kameraet op ved bålet. Laver en lille stump film som afslutning på turen.
Tirsdag den 30.8.22
Stille morgen hvor jeg pakker ned for sidste gang. Vælger en kurs stik syd selvom det er lidt længere. Men vinden har drejet lidt siden i går aftes og vil hellere ind under land med sidevind, end ude i det åbne. Inarijärvi er en stor sø så bølgerne kan vokse sig store når vinden har lange strækninger til at skubbe til vandet.
Kan mærke at trætheden er lige under overfladen og har hjemve. Tager det roligt og holder mange pauser på de små øer. Flere af dem har små vige med sandstrand.
Efter ca. 3 timers padling drejer jeg om et hjørne og direkte ind til Hotel Inari’s bådebro. Og dér oppe kan jeg se min bil holde på parkeringspladsen.
Jeg genkender byen fra sidst jeg var her. Der er et pizzaria skråt overfor hotellet hvor jeg spiste på cykelturen fra Kirkenes til Ivalo for 6 år siden.
Indkøb i det lokale supermarked til turen hjem. Rensdyr pølser og vildtkød, brød, mælk og ost.
Kører sydpå fra Inari. Rigtigt meget vejarbejde og omkørsler på grusveje. strækninger med skærver og nedsat fart.
Når Piteå sent om aftenen og efter en aftentur med Milton kryber jeg i soveposen i bilen.
Onsdag den 31.8.22
Op tidligt, gåtur med Milton. Fin lille marina i Piteå, med cafémiljø.
Kører roligt sydpå, tager mange pauser og finder lastbiler at hægte mig på.
Overnatter lidt syd for Stockholm efter ca. 10 timers kørsel. Kører gennem Stockholm om natten, stadig lidt trafik, men mest fri bane igennem.
Torsdag 1.9.22
Mange pauser og rolig kørsel hjemad. Bilen er desværre begyndt at dryppe diesel, men ikke alarmerende mængder. Så efter en grundig inspektion beslutter jeg at det kan vente til vi er hjemme.
Jeg er hjemme sidst på eftermiddag og kører direkte til mekanikeren som heldigvis kan tage et kig på bilen med det samme. Det var både et brændstofrør og et bremserør der var blevet utætte, men ukompliceret at fikse.
Det er mærkeligt at være hjemme. Købe ind i netto. Gå ned ad gågaden i Hillerød. Se tv-avisen.
Og det er osse vemodigt at turen nu er ovre. Jeg håber at jeg kommer tilbage til Ivalo og Inari en anden gang.