Havkajak kursus

Fredag, ankomst
Køreturen fra Hillerød til Svängsta tog tre timer – hurtigt overstået! To andre kursister var allerede ankommet og i løbet af aftenen kom vi op på 7 ud af de 9 tilmeldte.
Finn og Søren havde allerede startet bålet og hyggesnakken kom hurtigt igang.

20120609-003716.jpg

Teltet slog jeg op lidt efter på en af teltpladsens ‘terrasser’.
Mere snak, en enkelt øl og så var klokken halv tolv – sengetid. Kurset starter 09.30, så mon ikke jeg er udhvilet?

20120609-003455.jpg

Så skulle jeg alligevel prøve om jeg kunne få netbook’en på internet. Hmmm, måske kan man ikke bruge sin iPhone til internetdeling i Sverige…
20120609-003645.jpg

Lørdag
Frisk og udhvilet efter en god nat på det nye Exped underlag! Glæd dig Maria 🙂
De sidste kursister og instruktør ankom i strålende solskin. Efter briefing og gennemgang af udstyr tog vi til Elleholm i Blekinge skærgård. Jeg valgte tørdragten idag da der var god vind og vi skulle lave redningsøvelser i vandet.
Første tur gik til et lille skær 4-500m ude. Instruktøren havde vist os de grundlæggende pagaj bevægelser. Fremad-tag, feje-tag og 360 graders vending.

20120610-214152.jpg

Efter en god tur spiste vi frokost i en lille vig. Efter frokost var det blæst lidt op så vi fik mulighed for at lege lidt i bølgerne, øve vending og surf-teknik.
Dagens kursus sluttede så med redningsøvelse hvor vi lavede et kontrolleret ‘wet exit’.

Lørdag aften
Så var der grillmad og bålhygge. Jakob og Markus er ikke bare gode instruktører – de kan osse bikse en god ratatouille sammen.
20120610-201947.jpg

Markus viste søkort på næste dags tur og det så rigtigt godt ud. Han spurgte osse om ønsker til dagen. Vi havde både lyst til mere natur og mere teknik. Det mente han nok kunne lade sig gøre.
Senere samledes vi om bålet og delte røverhistorier som man jo gør omkring en god ild. Lidt god cowboy-kaffe med en slat whisky og så var det sengetid igen.

Søndag

Søndag startede ud med morgenmad i ‘laden’ hos FarOut’erne. Herefter pakke bilerne og afsted til skærgården. Denne gang til Matvik/Eriksberg området øst for Karlshamn.
Vi startede med lidt opvarmning og teknik på land. Hvordan skuldre, arme og pagaj gerne skulle danne en ‘box’ for at undgå håndledsskader og hvordan man padler baglæns.
Så satte vi afsted og efter et par kilometer fandt vi læ og øvede stop-tag og baglæns padling.
Øvelserne blev udført med stor entusiasme og snart var vi videre til næste ø. Lidt frisk vind blæste op og det blev lidt hårdere at komme frem. Efter endnu et kryds fandt vi et godt frokost sted.

20120610-203028.jpg

Mæt og glad gik turen videre ud mod flere små skærgårdsøer. Endnu engang var der teknik øvelser i smult vande. Denne gang bag-rors teknik, endnu en måde at kunne styre/dreje kajakken.
Nu skulle vi så holde kursen mod et lille fyr og dermed komme ind i en bugt, herefter et nyt kryds og så var vi tilbage ved udgangspunktet.
Dagens sidste øvelse var at ‘kante’ kajakken så den drejer endnu mere. Og så redningsøvelser til allersidst igen.
To fede dage med masser af kajak og hygge tog slut og passaten vendte hjem til Hillerød i roligt tempo.

Erfaring fra kurset

Jeg havde været grundig med pakning af grej, lavet pakkelister (kan ses her kajak pakkeliste weekend (1 pers.), inspireret af Erik på komud.dk) og tjekket alt igennem. Det gav en rolig tur og næsten ingen stress. Dog:

Jeg havde overset at kajakkens ene fod-hviler var beskadiget så den ikke kunne justeres.
Internet-deling fra IPhone fungerede fint i Danmark men ikke i Sverige. Så netbook’en kom ikke på nettet.
Jeg fik ikke brugt Nikon kameraet og heller ikke GPS’en. Det blev for mange nye ting på én gang. Men godt at jeg havde muligheden.
Tørdragten skal ses efter for huller! Det er osse super vigtigt at den sidder ordentligt på, med alle manchetter og velcro glat og stramt. Kommer der tøj ind under latex manchetterne virker det som en væge og trækker vand ind i dragten.
Kajakken skal gennemgås i begge skot, som blev våde. Mit gæt er at pakningerne af silikonelim er trætte – eller at dækslerne er utætte.
Pagajen skal mærkes med neglelak eller andet. Der var tre andre fuldstændig magen til med. Der skal et stykke tape ved siden af dryp-spærret så den lille gummi manchet ikke hele tiden rutsjer udad på skaftet.
Kroppen har haft rigtigt godt af at padle! Det er super god træning for lænden. Vigtigt hele tiden at bruge god teknik. Stemme imod med fødderne, lårene mod lårstøtterne, rumpen godt tilbage i sædet og rank ryg. Fleksibilitet i overkroppen, dreje med i pagaj-tagene. Især mod slut hvor man er træt skal der tænkes teknik.

Skal man lave længere ture i skærgården kan det anbefales med et selvstående telt – nemmere at stille op på klipper. Altså et kuppeltelt.

Opdatering mandag: Ingen muskelømhed, bortset fra ‘musehånden’ – ømt mellem tommel- og pegefinger. Måske af at holde lidt for hårdt om pagaj’en.
Opdatering 27.06.12: Der er kommet video på Farout.dk’s youtube kanal…


Posted in kajak, Natur and tagged , , by with no comments yet.

Skriv et svar